BLACK FRIDAY – en overshoppers mareridt

Vi vælter os i gode tilbud lige nu. Black Friday har nemlig ramt os.  Mange står klar med kreditkortet, forblændet af 3 til 2 stks pris og klar til køb. Vi fristes og lokkes og kommer hjem med poserne fulde af fejlkøb og en masse ting, der bare bliver hængt ind i skabet og ALDRIG brugt. Køber vi mere end vi har råd til og brug for, så rammer det os. Og det kan ramme hårdt både på økonomien og selvfølelsen.

Vi har aldrig shoppet så meget, som vi gør i dag

Udsalg og tilbud skaber ofte et behov vi ikke kendte på forhånd. Vi bliver grebet og forblændet. Når vi ser en nedsat ting, så kan vi nemt tro, at det er noget vi har brug for. Vi tror ligefrem vi sparer penge ved at købe ting på tilbud.

Aldrig har vi købt så meget og aldrig har vi haft så let adgang til shopping. Vi kan købe når og hvor vi vil. Da de allerfleste af os har adgang til smartphones, hvor det næste køb blot er et par klik væk. Vi kan tjekke nye tendenser og lækre ting i pausen på arbejdet, i bussen, på toilettet, i sengen inden vi sover – ja, overalt har vi nem adgang til det næste køb.

Mangler vi penge, ja, så er der også råd for det. Det har heller aldrig været nemmere at optage lån. Selv i busserne kører der reklamer med quick-lån, hvor der sjældent tages forbehold for at den der ansøger, rent faktisk kan betale pengene retur.

Når vi overshopper, flygter vi fra os selv

Vi lever i et samfund, hvor vi konstant fristes. Rigtig mange fortrylles af alle de smukke, lækre og nye ting. Men når vi overshopper, så køber vi ofte mere end vi egentlig ønsker det. Vi køber fordi vi ikke kan lade være og fordi impulsen til at købe er uden for vores kontrol. Når vi køber og køber meget, kan det ofte handle om noget andet end det vi køber. Det bliver underholdning og afledning fra os selv, vores dybeste længsler og behov og vores tætteste relationer. Fra følelser, som er svære at være med. Når vi er ensomme, kede af det, stressede, vrede og ikke føler vi er gode nok, som vi er.

Vi jagter det perfekte ydre, det perfekte outfit, den perfekte krop og det perfekte hjem osv. osv. Vi køber os til bedre udgaver af os selv. Og vi bliver aldrig mætte. Der er altid noget nyt. Det er aldrig godt nok. Vi er aldrig gode nok.

De mange impulskøb har en pris

Selv om kritikken vokser mod et stadigt stigene overforbrug, så køber vi stadig løs. I håbet om at vi vil finde fred med os selv, give os følelsen af succes, indre ro og glæde i livet.

Men det massive forbrug har en bagside. En ting er på verdensplan og de ressourcer, vi (mis)bruger for at kunne følge med i produktionen af alle de ting, som skal stå klar på hylderne.

Noget andet er hvad overshopping skaber af udfordringer for den enkelte; Frustration over aldrig rigtig at have råd til det rigtige og aldrig at have noget at tage på, selvom skabet bugner af alt det nye. Et minus der vokser, ærgrelse over endnu at komme hjem med fejlkøb, der bare samler støv, skyld og skam og måske stress over at skulle dække over de mange køb. Pres over altid at skulle følge med det nye, i et tempo, som ingen af os kan følge med i. Altid på vej. Men aldrig i mål. Med tanker om at vi aldrig er smukke eller smarte nok, som vi er. Det kræver altid lige et par nye sko eller en ny kjole.

Men er det egentlig jagten værd? Giver de nye ting os det de lover? Nærer de os egentlig? Og hvad står vi tilbage med, når udsalget er slut og de mange impulskøb er hentet hjem?

Shop mindre

Midt i (over)forbrugsfesten er der flere og flere, der længes efter noget mere, end det tingene og det smarte ydre tilbyder. Det kan med tiden føles tomt, og mange efterlades med et hav af fejlkøb, minus på kontoen og en følelse af utilfredshed, skyld og dårlig samvittighed. Den dybere mening med livet eller den indre ro finder vi aldrig gennem de mange køb. Behovet for nyt vil blive ved med at vise sig og vi kan blindt fortsætte livet med at følge de nyeste trends. Vi kan også begynde at lytte til noget andet. Noget dybere. Noget der varer ved og noget der reelt nærer os.

Når vi begynder at fokusere mindre på forbrug, så vil vi ofte få mere luft til at mærke os selv. Vi vil have flere penge og færre ting. Mere tid og overskud til at være nærværende i vores liv. Samt taknemmeligheden for det vi allerede har og er vil nemmere kunne vokse frem.

Men hvordan?

Mange vil gerne købe mindre, men ved ikke hvordan. Lægger budgetter, men falder i igen og igen. At begynde at shoppe mindre kan tage tid. Det kræver ofte at vi får konkrete redskaber til hvordan vi får skabt et sundt og ansvarligt forhold til vores penge. At vi finder ud af, hvad der gemmer sig af årsager bag ved overshoppingen, og finder ud af hvad vi i virkeligheden shopper for. At vi lærer at være med impulsen uden at gå med den. Det kræver også at vi begynder at stille os mere kritisk overfor alt det, de gode tilbud og nye trends lover os. Et godt sted at starte nu og her, er at gå ned i tempo, når du står derude og er ved at købe. Vær nærværende i øjeblikket, og forsøg dig med følgende punkter og spørgsmål:

  • Træk vejret dybt 3 gange
  • Kom til stede i kroppen og registrér tanker følelser og kropsfornemmelser
  • Har jeg brug for det?
  • Har jeg råd til det?
  • Har jeg plads til det?
  • Vil jeg skulle lyve omkring købet?
  • Hvad kan jeg gøre i stedet?
  • Hvad har jeg i virkeligheden brug for?

Jeg ønsker dig en god og ikke mindst kritisk Black Friday. Må du købe det, der nærer dig, det du har råd til, og lade resten ligge.

Ønsker du at stoppe din overshopping, så kan du få hjælp her og også i ebogen “Stop din overshopping og få magten tilbage over købetrangen”. Ebogen er gratis og du kan finde den her – du bliver samtidig skrevet op til mit nyhedsbrev.

 

Af |2017-11-23T11:50:31+00:0023. november 2017|Generel|2 kommentarer

2 kommentarer

  1. Anni Thygesen 23. november 2017 klokken 14:17 - Besvar

    Jeg har lyttet til dit gode råd og kun købt præcis den ring der skal erstatte min “barselsring” som jeg mistede ved et indbrud. Jeg mistede mange smykker ved indbruddet, men de fleste af dem havde ikke den specielle betydning som barselsringen, så hvorfor erstatte dem. ? De fleste af de smykker jeg mistede gør mig ikke mere lykkelig, men at miste barselsringen var så smertefuldt at jeg MÅTTE erstatte den. ❤️❤️

    • Line Emma 24. november 2017 klokken 7:28 - Besvar

      Kære Anni. Trist med indbrud 🙁 Er glad for, at høre at du kan bruge rådet. Fedt, at høre om din bevidsthed ind i køb af og erstatning af din barselsring. Alt det bedste herfra <3

Skriv en kommentarer